Knap så ukendt men stadig dødelig

Unknown Mortal Orchestra som vi tidligere har skrevet om på bloggen, har udsendt et nyt nummer som jeg synes er superfedt og funky. Lyt selv:

/Stefan

Ty Segall & White Fence

Hair er netop udkommet og er et samarbejde mellem lo-fi punk rock´n´rolleren Ty Segall og den ligeledes lo-fi fascinerede White Fence der også er kendt som Timothy Presley fra Strange Boys.

Albummet er rendyrket retro garage psych der tilmed er indspillet og mixet på en måde så det ligeså godt kunne være udgivet i slut 60´erne. 

Segall´s punkede stil møder White Fences mere introverte udsyrede og det fungerer perfekt.

I am not a game er indtil videre favoritten fra et virkeligt godt album:

/Stefan

P6 Beat #2

I dagens udgave af KLiK! på P6 Beat fik jeg endnu en gang æren af at fingere "psych-ekspert" i godt selskab med den kære Lucia Odoom. Det er nu en gang herligt, at man kan få lov at komme ind på national radio og spille obskur, til tider knapt så lyttervenligt, men altid mindblowing psych og dermed udfordre, oplyse og bare glæde dem, der nu måtte dele denne interesse. Her er, hvad jeg havde med af anbefalinger i dag:

Det australske band Pond udspringer af Tame Impala, da de deler både guitarist og trommeslager. Det er derfor også tydeligt at høre, hvor Pond hører hjemme, men alligevel formår de at levere nye og spændende sider af sig selv. Deres plade Beard, Wives, Denim udkom her i starten af marts - en plade, der byder på lidt af hvert. Vi befinder og både i den hårde og den bløde ende af psychspektret, og den skramlede og rå lyd bliver flittigt luftet - heldigvis! Det er altså mere hen ad det første Tame Impala udgav på deres selvbetitlede EP, men også tilsat andre krydderier. Ja, det får faktisk mig til at tænke lidt hen i retning af Modest Mouse og MGMT, særligt i vokalerne. Men jo, man kan måske godt klandre Pond for at gå lidt for meget i Tame Impalas fodspor, men de rammer alligevel noget helt rigtigt. Nummeret I hørte er dog en B-side til pladen, men efter min mening er det klart det stærkeste.

Nummeret 'Pond In A Park' kan streames her

Hele pladen Beard, Wives, Denim kan streames her

Sleepy Sun, som mange nok kender efterhånden, udkommer med den nye plade Spine Hits d. 10. april. Indtil videre er kun første single lækket, men det tegner godt. De holder stilen fra de to forrige plader rigtig godt, og som altid er det kendetegnet ved den sublime hårde kant fra start, afbrudt af deres særegne blødere og mere melodiøse passager, der supplerer helheden perfekt. Der er lagt tryk på rock'en i psychrock, for deres mere udsyrede ting kommer ikke fuldt til udtryk i netop dette nummer 'Stivey Pond'. Men det er nu stadig pisse godt.

Første single fra pladen, 'Stivey Pond', kan streames på bandets hjemmeside 

Mike Wexler var ham jeg havde glædet mig allermest til at spille i dag. Vi bevæger os her over i den blødere ende, hvor Wexler svæver rundt i en psychfolk rus. Og her befinder han sig tilsyneladende godt. Han har lige udgivet pladen Dispossesion, der har været længe undervejs, men som i allerhøjeste grad er ventetiden værd... hvis man da har været med siden hans debut i 2005. Det har jeg ikke. Jeg opdagede ham kun fordi han skulle spille på SXSW. Men han er ude på Mexican Summer, og bare det er i sig selv et kvalitetsstempel. Så hold øje med Mike Wexler, han skal nok komme frem med denne smukke og eksperimenterende folkplade, der lydmæssigt til tider godt kan minde om Bobb Trimble (også fra Mexican Summer), Quilt og Nick Drake m.fl. Første nummer på pladen, 'Pariah', er for mig uden tvivl det stærkeste, og det skiller sig også væsentligt ud fra resten af pladen. Så det lå naturligt for, at det selvfølgelig var den jeg skulle spille i dagens udgave af KLiK!

/Astrid

P6 Beat #1

Mit første besøg i KLiK! på P6 Beat d. 27/2-12, hos den altid muntre og musikkyndige Lucia Odoom, bød på tre skæve og skønne skæringer, alle med psykedelisk fortegn:

Vi startede i den bløde ende med bandet Quilt, der sjovt nok er fra Boston, men lyder som noget fra San Francisco i 60'erne. Det emmer af The Summer Of Love i '69; Jefferson Airplane, Grateful Dead med en snert af The Mamas & The Papas i vokalerne. Bandets debutplade Quilt udkom i november 2011 og er en skammeligt overset psykedelisk perle. Du får her første nummer på side B, 'Milo', som rummer alt det jeg netop har beskrevet.

Næste indslag bød på noget væsentligt tungere psych fra bandet Lumerians, der ligesom Quilt, blev uforskammet overset med deres anden plade Transmalinnia fra marts 2011. Vi har tidligere omtalt dem her på bloggen, og glæden vil stadig ingen ende tage. En meget alsidig plade, der hovedsageligt er instrumental og bevæger sig i den garagepsychede ende af psychspektret. De byder på sjældne, eksperimenterende skæringer præget af svævende guitarer, dyb dyb bas og synthesizere, der trods deres udfordrende karakter også kan få fut i fødderne til tider. Her får du et nummer, der skiller sig væsentligt ud fra pladen - både i og med, at der er vokal på, men det er nok også det mest letfordøjelige og psykedeliske de byder os (og ja, bas-riffet lyder altså lidt som Beastie Boys' 'Sure Shot').

    

Sidst, men absolut ikke mindst, anbefalede jeg Amen Dunes aka Damon McMahon. En plade jeg selv var lidt sen til at opdage, men som ramte mig kraftigt og træfsikkert i mit psykedeliske ungpigehjerte. Jeg mener stadig, at dette er en af årets plader fra sidste år. En meget original plade og nummer to i rækken under dette pseudonym. Man fornemmer tydeligt inspirationen hos bl.a. Roky Erickson, Syd Barret og Suicide, men det er slet heller ikke nogen skam. For lyden er stadig hans egen, og lige med undtagelse af nummeret 'Jill', så er det alsidige lydunivers betagende og sjælerystende godt fra start til slut. Pladen Through Donkey Jaw lægger sikkert ud med nummeret 'Baba Yaga', og jeg havde svært ved at vælge, men jeg endte alligevel med at spille nummer to, 'Lower Mind'.

/Astrid

WOR - What is it good for?

Skotske Django Django udkom i starten af året med deres debutfuldlængde udgivelse, og jeg har sådan lyttet til et par numre her og der og tænkt, at det lød spændende og jeg lige måtte få tjekket hele albummet ud. Det var dog først da jeg hørte nummeret Wor, at jeg for alvor lugtede lunten og virkelig fik lyttet til pladen i sin helhed.

Vokalharmonier, håndklap, og så de her skæve guitarakkorder på vej til 50'er surf, der både går i mavemusklen og får en til at svinge lidt med håret. Det er pissefedt.

Bandet nævner selv Link Wray, Georgio Moroder, Beatles, Beach Boys, Arthur Russel, Bomb Squad og Captain Beefheart som inspirationskilder. 

WOR!

Debutalbummet hedder såmænd bare Django Django og udkom på selskabet Because Music i januar.

/Stefan

Move over, San Francisco!

Denne Boston-trio lyder, pudsigt nok, som var vi fanget i en tidskapsel i San Francisco anno 1967. The Summer of Love, with flowers in our hair. Psychfolk af den gode slags.
Sanger, guitarist og banjospiller Shane Butler og Anna Roshinski er i front med deres flydende melodier, guitar og intime vokaler. Butler med spirituel salmesang som baggrund og Roshinski med en fortid inden for klassisk kor. Deres talenter kunne udkonkurrere selveste Mamas & Papas, men mest af alt slægter trioen sig Jefferson Airplane og Grateful Dead på med deres SF-lyd fra 60'erne.

Deres første og endnu eneste plade udkom i november sidste år på Mexican Summer, og her er en smagsprøve fra denne:

/Astrid

Stefan siger at årets albums fra 2011 var:

1. PJ HARVEY - LET ENGLAND SHAKE

-Ingen tvivl. Det er en genial konceptplade, som er rig på melodier, smuk poesi og fortællinger, der er kædet sammen med storbrittaniens historie på en måde som næppe er set før. Den var god allerede ved første lyt. Den er stadig god ved lyt nummer 100 eller 200. Derfor.

2. CRYSTAL STILTS - IN LOVE WITH OBLIVION

Efterfølgeren til Alight of Night lever til fulde op til forventningerne. Der er blevet åbnet lidt mere op for den legesyge del i forhold til forgængerens indadvendte dystre tone. Den Velvet Underground-agtige artpop atmosfære er der dog stadig. Krydret med 60'er garage rock toner. Forsanger Brad Haggerts stemme er stadig sløv og skæv, men træder mere frem i lydbilledet og fungerer fremragende på pladens mest poppede nummer Shake The Shackles.

3. LUMERIANS - TRANSMALINNIA

Psychonaut pionererne i Wooden Shjips har fundet en værdig medløber i Lumerians. Inspirationerne fra 60'er psych/freak out og space rock, samt tysk krautrock er tydelige. Dronende orgel/bas rundgange, der gør at det hele nærmest bliver dansabelt på trods af den nærmest messende atmosfære af ekko og delay.

4. DIRTY BEACHES - BADLANDS

Film Noir stemninger tilført motorisk spøgelsesstøj alá Suicide. Årets klart mest interessante nye "lyd". Han spiller på Stengade om ganske kort tid. 9. Marts. Hvis stemningen fra albummet kan viderebringes live er der en helt særlig oplevelse i vente.

5. THURSTON MOORE - DEMOLISHED THOUGHTS

Fremragende nedbarberet solo udspil fra Sonic Youth manden. Guitaren spiller glasklart og Thurstons stemme er umiskendelig og evig fantastisk, på trods af de nye klæder.

6. REAL ESTATE - DAYS

Årets solskinspop plade over dem alle og så har jeg endda slet ikke formået at høre den på en solskinsdag. Den virker også i regn og slud! Andet udspil er ikke ligeså "fresh" og out of nowhere som det første. Klart nok. Men melodierne strømmer som perler på en snor uden ende. Det er helt umuligt ikke at blive i godt humør af. Måske med undtagelse af naboerne som hellere vil høre Lulu og surmule.

7. BLACK LIPS - ARABIA MOUNTAIN

Garagepop bandet fik besøg af produceresset Mark Ronson, som bl.a. har stået bag Amy Winehouse. De fleste fans lod sig skræmme og kunne slet ikke høre, at det fik det bedste frem i bandet. Jeg synes det er klart det bedste de har udgivet indtil videre. En fremragende række energiske rocknumre, der går lige i benene.

8. JOHN MAUS - WE MUST BECOME THE PITLESS CENSORS

Den tidligere Ariel Pink kolaboratør, samt klassiske komponist, skød sig ind i år 2011 i overdådige og storladne synthpop klæder, skåret som i 80'ernes New Wave storhedstid. Her dog udsat for lo-fi æstetik og vekslen mellem delvist reciterende og råbende vokaludbrud. Det er på en gang punket, forfinet, påtaget og inderligt. Koncerten i forbindelse med årets CPH:DOX festival var nok ikke årets musikalske oplevelse, men årets performance kunne det sagtens få klæbet på sig.

9. J. MASCIS - SEVERAL SHADES OF WHY

Dinosaur Jr frontmandens solo output, samt i øvrigt de seneste Dinosaur plader, har ikke givet mig det helt store kick. Her måtte jeg dog overgive mig ved de allerførste lyt. Vi er nede i det helt nedbarberede udtryk med Mascis' karakteriske stemme og simple guitar som grundpillerne, på en plade der ikke gør det store væsen af sig, men til gengæld bevæger sig uafrysteligt og sikkert ind i hjertekulen og hjernebarken.

10. STRANGE BOYS - LIVE MUSIC

De kække drenge i Austin Texas bandet udgav deres tredje album i 2011. Der er dog ikke rykket meget ved udgangspunktet. Det er stadig afslappet, legesygt, drengerøvsenergi, der leger med rocken på samme måde som alle de "hvide" bands der skød frem i 60´ernes USA og gav deres version på blues og gav startkicket til rock´n´roll". Det er hverken arty eller farty, men det er pisse underholdende. Bandet spiller på Loppen den 12. April. Det blir hyl.

11. UNKNOWN MORTAL ORCHESTRA - UNKNOWN MORTAL ORCHESTRA

Heldigvis for os andre endte det med at New Zealandske Ruban Nielson's hjemmeproducerede demoer endte med at blive udgivet som album i 2011. Det er et sært væsen, der kommer ud af dine højtalere. Der er hints af et og andet, men der bliver ikke for alvor vækket genkendelsværdi i de sammenrodede kompositioner. Hans egen hjemmeside kommer med følgende beskrivelse: "alien beatnik pop music that echoed 60s psychedelia and krautrock minimalism with just a hint of gentle weirdness". Bedre kan jeg ikke selv sige det.

12. STILL CORNERS - CREATURES OF AN HOUR

-Man tænker Mazzy Star. Man tænker Twin Peaks. Man tænker 60'er-produktion alá Spector. Man tænker fransk New Wave. Melankolien overstrømmer én mens de fine melodier flyder ud. Til tider afløst af en psykedelisk, støjende atmosfære.

13. SHABAZZ PALACES - BLACK UP

Det navnkundige Seattle selskab, som mest er kendt for at have givet grungen sin fødsel, med først og fremmest Nirvana, er den uventede fødselshjælper for årets bedste hiphop udgivelse. Et medlem fra hedengange Digable Planets ville måske give visse forventninger, men slet ikke i den sumpede futuristiske out of this world retning vi snakker her. Hvis man tror man har hørt hiphop før, så kan man godt lige vende bukserne om og dreje kasketten og starte forfra. 

14. CHARLES BRADLEY - NO TIME FOR DREAMING

-Man tænker 60´er soul. Man tænker James Brown. Man tænker gammel stodder. Man tænker, at white men don't have rhythm like this. Man tænker og man skråler med. Helt klart årets soul plade, omend den er det fordi den lyder som om den var lavet i slut 60'erne på Stax.

15. PURE X - PLEASURE

De slæbende trommer og det evigt bagrundsstøjende guitarlag lyder nærmest ugennemtrængeligt. Men den hypnotiserende stemning har en sær tiltrækningskraft. Tankerne ledes bl.a  mod My Bloody Valentine, men også mod en amerikansk 50'er/60'er rock'n'roll æstetik med highwayens endeløse asfalt æstetik og motel romantik, bag flimmeret, når man blinker med øjnene.

16. BILL CALLAHAN - APOCALYPSE

At følge op på Sometimes I Wish We Were an Eagle var svær. Apocalypse gik da heller ikke rent ind den første tid. Men den har i den grad vundet hen af vejen. Callahans stemme  er svær ikke at elske. Selv nummeret America har jeg fået et sært kærlighedsforhold til. Ikke mindst efter den fremragende koncert i Vega (årets bedste?)

17. MAGIC TRICK - GLAD BIRTH OF LOVE

Et andet projekt fra Fresh & Onlys' frontmand Tim Cohen, der spytter plader ud i en lind strøm. Bl.a også under eget navn. I alle tilfælde er der tale om amerikansk let psykedelisk fuldskægsfolk med tydelige referencer til hjembyen San Franciscos velkendte musikalske hippiehistorie. Indspillet i hjemmestudiet har man fornemmelsen af, at vennerne kigger forbi som de har lyst og giver indspildningerne den ummidelbare og friske lyd, der er tilstede hele pladen igennem.

18. MOON DUO - MAZES

Erik Johnson fra Wooden Shjips i hans 2-mandsprojekt. Hvor det første album lød som om det var indspillet i et mørkt kælder rum med omklamrende akkustik, så er der langt mere vellyd på dette andet udspil. Som for en del andre musikeres vedkommende, har et længevarende ophold i Berlin givet ny energi og et mere klart lydbillede. Den monotone spacede lyd er intakt, men guitar + keyboard opsætningen er blevet kørt igennem det tyske maskineri og er fordømt umuligt at stå stille til. Suicide og Kraftwerk har ikke levet forgæves. Heldigvis!

19. WOODEN SHJIPS - WEST

Mere krautpsych fra San Franciscos stolthed. Ikke så meget nyt under solen. But I dig it. Need not say more!

20. KURT VILE - SMOKE RINGS FOR MY HALO

Endnu en plade som skulle leve op til en formidabel forgænger. I dette tilfælde Childish Prodigy som kom som et lyn fra en klar himmel i 2009 og var et af det års bedste plader. Smoke Ring er en mere "pæn" plade. Mere low key, men absolut stadig i en klasse for sig. Springsteen sammenligningerne er svære at komme udenom. Men den mere slackede tilgang går rent ind her. Desværre er det i dette tilfælde meget mere interessant på plade end live. Koncerten på Vega må i hvert fald betegnes som årets skuffelse. Det gør dog ikke pladerne dårligere!

ÅRETS DANSKE:

THULEBASEN - GATE 5

Krautrock, hard rock, støj rock, freejazz, psychrock. Næppe før har et dansk band været så mange steder og stadig lydt så forbandet velklingende og melodiøst. I kan smide alle jeres Iceage kort i bunken og trumfen vil stadig stå i Thulebasens klør. Rage Gemini burde strøes ud over hele DR´s radiosendeflade og groove hele dagen og som baggrund til krisepakker, kickstart og vejret i Vendsyssel.

Amen!

Amen Dunes har spillet sig direkte ind i mit psykedeliske hjerte på usædvanlig kort tid. Ja, knap nok havde jeg hørt det første nummer på den seneste plade Through Donkey Jaw (der udkom i august 2011) før jeg fysisk måtte læne mig bagover og psykisk lægge mig ned i en tilbedende stilling. Wow. To studieplader og en enkelt EP er det blevet til i løbet af de sidste tre år, og jeg kan ikke vente med at få fingrene i de to forrige udgivelser.

Manden bag, Damon McMahon, formår at mestre både det folkede, det psykedeliske og det atmosfæriske. Med både nænsom og hård hånd. Et enkelt nummer skiller sig markant ud på Through Donkey Jaw, nemlig skæringen 'Jill'. Der får den ikke for lidt på den eksperimenterende side, og det er måske også et af de mindre stærke numre, synes jeg. Ellers holder McMahon et virkelig højt niveau resten af vejen, og jeg vil vove at påstå, at første track på pladen, 'Baba Yaga', er det bedste nummer fra 2011.

Så, hvis du er til atmosfærisk eksperimenterende folkrock, så tjek dette ud. Det er mildt sagt helt fantastisk og til tider temmelig udsyret, på den gode måde. Måske årets plade i 2011?

Der er visse sammenlignelige elementer med West Coast Pop Art Experimental Band's 'Smell Of Incense' og dette kommende nummer. Men derudover vil den tætteste sammenligning nok være Syd Barrets udsyrede univers, hvis man endelig skal sammenligne. Enjoy!

/Astrid

Jeg opdagede lige dette band, som jeg har skrevet på min "tjek ud-liste" for mange år siden. Der kan man bare se, hvor hurtigt det går her med at følge med på dén front. 

Boston-trioen har udgivet 3 plader, senest i 2008, hvor de udkom med pladen 'Shall Noise Upon'. Ikke helt ulig Midlake faktisk. Det er også fra nævnte plade, at mit udvalgte lydeksempel er taget fra. En lille happy tune til en kold, men frisk novemberlørdag.

/Astrid

Lyde fra et vandtårn

Jeg elsker bare det der, når man finder en artist som man tror ingen andre kender. Det er selvfølgelig sjældent tilfældet, men jeg er nu aldrig stødt på navnet Joseph Childress herhjemme. Er du?
Jeg fandt ham tilfældigt på Empty Cellar Records' hjemmeside, hvor jeg i virkeligheden søgte (Tim Cohen's) Magic Trick LP'er. Endless Nest hedder "butikken" - det er dog endnu ikke lykkedes mig at hitte rede i, hvordan de to ting hænger sammen. Men de har utroligt mange gode plader til salg om ikke andet, og man kan lytte til alle kunstnerne. Det var da også lige præcis hvad jeg gjorde, hvorpå jeg blev bekendt med ovennævte Hr. Childress.

Der er ikke meget info at hente om ham, men tilsyneladende har han kun udgivet to 7", hvoraf den ene er optaget i ét take i et stort treetagers vandtårn, hvilket da også giver numrene en helt enestående karakter i deres lyd. Arrangeret og improviseret på stedet. Når der skulle laves trommelyde f.eks., så kastede de sig op ad væggen inde i vandtårnet... er det ikke vidunderligt skørt og vanvittigt på samme tid.

Nogle numre er i folkstil med Bill Fay, Fionn Regan, Devendra Banhart og ikke mindst Will Oldham (Bonnie 'Prince' Billy). Mens andre numre bliver nævnt i sammenhæng med Godspeed You Black Emporer og Explosions In The Sky med post-rock karakter. Meget interessant.

God fornøjelse.

/Astrid

En værdig kandidat til årets bedste plade i 2011

Indrømmet. Vi har måske været en smule langsomme, hvad angår dette “band”. New Zealandske Ruban Nielson præsenterede nemlig dette projekt på internettet allerede i 2010 med nummeret Ffunny Ffrends – dog uden at oplyse nærmere, eller for den sags skyld, uden overhovedet at gøre opmærksom på sig selv. Ordet spredtes på diverse blogs, og hurtigt opstod mystikken: “hvem er Unknown Mortal Orchestra?”. Well, på hans hjemmeside finder man en fin beskrivelse af musikken: “alien beatnik pop music that echoed 60s psychedelia and krautrock minimalism with just a hint of gentle weirdness that suggested its roots might actually lie in the verdant indie of the equally distant New Zealand scene”. Manden selv hersker der mere uvidenhed om. Han droppede bandet Mint Chicks for at få sig et mere almindeligt job. Men efter en tid kildede det alligevel for meget i guitarfingrene, og UMO opstod som en hobby i en kælder. Ud af de psykedeliske demoer, der kom ud af dette, kom den selvbetitlede plade i sommeren 2011, udgivet på Fat Possum Records. En alsidig plade, der rummer mange genrer. Noget kunne lyde som om det var lavet i 60'erne – tjek nummeret Thought Ballune, så ved du, hvad jeg mener – mens andre numre vidner om, at Ruban Nielson i den grad også mestrer en nyere og mere eksperimenterende lyd. Pladen er i hvert fald en værdig kandidat til årets bedste i 2011. Bedøm selv:

/Astrid

Lumerians

-Meget kort impulsivt indlæg. Men det her måtte simpelthen deles.

/Stefan

Musikalsk uro i Mellemøsten

Vi befinder os i Australien, året er 2005. En gruppe studerende danner bandet The Middle East, som får æren af at være dagens midtpunkt her på bloggen, og gudskelov for det. For mens Iron & Wine, Fleet Foxes og yderst højtprofilerede Bon Iver høster roser i hobetal verden over (med god grund), så befinder The Middle East sig stadig på skyggeesiden. Ubegrundet. For bandet har meget tilfælles med ovennævnte, og på den nye plade I Want That You Are Always Happy ledes tankerne allerede fra start hen mod danske Choir Of Young Believers og Jannis Makrigiannis’ bløde røst på nummeret ‘Black Death 1349’. Fantastisk nummer skal det understreges.

Den nye plade og deres debut The Recordings Of The Middle East fra 2008 er begge værd at lytte til, hvis man finder glæde ved den episke og atmosfæriske indiescene, der også rummer en mere rocket og folket side. De kan lidt af hvert i denne del af Mellemøsten, og bandets medlemmer er ikke blege for at vise deres talenter inden for flere genrer.

Lyt selv her:

Her med videoen til nummeret 'Blood' fra bandets debut The Recordings Of The Middle East

/Astrid

Tysk krautrock vækkes til live i San Francisco

Moon Duo har for nylig udsendt et nyt album, kaldet Mazes. Som navnet antyder, er der tale om en duo. Bestående af Erick Johnson på guitar og Sanae Yamada på keyboard.

Mazes er et stort spring fremad målt i sangenes kvalitet, melodiøsitet og  produktion i forhold til tidligere udspil.
Det samme gjorde sig gældende live til koncerten på Loppen tirsdag aften. Hvor de for et år siden, på Lades Kælder, lød lovende, men uden den store variation og uden at have helt styr på deres virkemidler, var der anderledes kvalitet for pengene denne gang.
Udgangspunktet er som sådan også svært, når vi snakker  guitar og  keyboard og intet andet. Man skal være dygtig til at skabe en variation i de begrænsede muligheder den smalle opsætning giver..  Men det lykkedes til fulde. Enkelte numre var ligefrem på grænsen til det dansable. Specielt i ekstranummeret, When You Cut. Mens andre var dybt funderede i det udsyrede, hypnotiserende krautrock landskab.

Sporene tilbage til den tyske krautrock er nemlig tydelige, ligesom sporene til det legendariske New Yorker band Suicide er det... Den mandlige del af duoen, Erick Johnson, har da også bekendt sin forelskelse i specielt kraurock klassikeren Hero, med bandet Neu, fra 1974 (som også er en stor favorit her i hjemmet iøvrigt). Erick Johnsons andet band, Wooden Shjips, har nogle af de samme elementer fra krautrocken og psychen. Men, hvor Moon Duo´s numre er relativt korte, kontante og energiske, så er Wooden Shjips mere langtrukne og svævende. Begge bands er dog stærkt anbefalelsesværdige. Wooden Shjips besøger Loppen i Kbh 10. September.

Her er lige to eksempler på den nævnte variation på Mazes albummet.  Det korte pågående og energiske og det mere udsyrede.

Samt lige Neu - Hero, som alle bør have lyttet til.

 

Velkommen til art-punkens renæssance

Sådan skrev Rolling Stone Magazine om Crocodiles’ debut i 2009, Summer Of Hate. Pladen er udgivet på Fat Possum, der også udgiver andre gode navne som The Walkmen, The Black Keys, Jay Reatard, Spiritualized m.fl. Så kan man vist med sindsro fasttslå, at selskabet ligger i med eliten.

Bag bandnavnet Crocodiles finder man Charles Rowell og Brandon Welchez, der allerede mødte hinanden i deres purunge teenageår. Siden dengang har de spillet sammen i forskellige konstellationer, men i 2008 blev en krokodille født.

Mit eget ungpigehjerte banker særligt for den gamle psykedeliske rock, der kom frem i slut 60’erne og fortsatte ind i start 70’erne, og inden for de senere år er der efterhånden dukket en del bands op, der forsøger at genskabe den karakteristiske lyd, man kunne høre dengang. Her er Crocodiles et klasse eksempel, der består prøven med bravour.

Som Brandon Welchez selv beskriver det, så var musikken en flugt fra de hårde stoffer, racisme og homofobi, der hærgede i San Diego. Kombineret med hans kærlighed til pigebands og punk, blev resultatet en fremragende debut, der parrer pulserende kraut rock med vidtrækkende shoegaze og uimodståelige disco-punk jams. Og så er bandet tilmed blevet sammenlignet med Velvet Underground og Primal Scream.

Sidste år udgav bandet så en opfølger til debuten, Sleep Forever, der ikke helt levede op til deres standarder og den beskidte garagerock de ellers havde fyret af på så fornem vis. Dermed ikke sagt, at det ikke er en god plade og at den ikke er beskidt. Den er måske bare mere letfordøjelig, og har da også gjort, at bandet har fået mere opmærksomhed herhjemme. Den glider nok lettere ned, som man siger. Smager måske bedre for nogen. Men, personligt er jeg nu mere til den første, der i sin sandeste form rammer plet lige mellem øjnene på garagerockerne. Begge plader er imidlertid yderst anbefalelsesværdige, og man kan med sindsro starte fra begyndelsen.

Bedøm selv her:

Et nummer, der langsomt udvikler sig med en klassisk psychet lyd, der får en til at tænke tilbage på navne som 13th Floor Elevators og Electric Prunes, hvorefter den til sidst kulminerer i et orgie af trommer og udsyret guitarstøj. Does it get any better? Og attituden er i den grad også på sin plads. 

Jeg er i mit gavmilde hjørne her til aften, så I skal heller ikke snydes for dette herlige cover bandet lavede af hhv. Deee Lites fantastiske disco-hit og Beach Boys' strandklassiker:

/Astrid

Skramlet pop fra solskinsstaten

Det var faktisk først ved udgivelsen af deres tredje album, Play It Strange, at jeg blev opmærksom på dem. Til trods for, at jeg i et stykke tid havde kendt til frontmand Tim Cohens solo udgivelser. Nu er bandet dog blevet til et af de absolut bedste "fund" jeg har lavet det seneste års tid.

Når man, som bandet, stammer fra San Francisco-området, er det svært ikke at skulle leve op til og blive sammenlignet med fordums tids store navne fra den solbeskinnede og frihedselskende storby.

Noget af historien har de da også ladet sig inspirere af. Der er både spor af noget West Coast Psych og noget hippie lejrbåls folk. Men derudover er der bare melodiøs skramlet garagepop for alle pengene.

F.eks nummeret Waterfall :

                                                         

-Stefan

En introduktion til Sufjans sidekick

Jeg fik først i dag, ved en tilfældighed, skaffet billet til Sufjan Stevens på Vega d. 1. maj. Stor stor fejltagelse, at de ikke blev købt med det samme, indrømmet. Særligt, når man også undlod at købe billet sidste gang han spillede herhjemme. Men, når det så er sagt, så er det faktisk ikke det bedste af det hele. For oveni denne påkrævede erhvervelse af billetter, opdagede jeg, at det er selveste DM Stith, aka David Stith, der skal varme op. Hele vejen fra New York kommer han, for at spille for os.

Der er virkelig lagt i ovnen til en rigtig rigtig god aften, ovenpå de friske indtryk fra dagens debatskabende oplæg, lunkne håndbajere og, forhåbentlig, solvarme kinder fra turen i Fælledparken.

Desværre er der ikke ret mange herhjemme, der kender DM Stith. På trods af, at han både trækker i de samme tråde som Sufjan Stevens, men i allerhøjeste grad også fanger nogle af de særegenheder som Grizzly Bear har formået at byde på i tidens løb – særligt på deres seneste udspil Veckatimest. To navne, der efterhånden har solgt en del plader her i Danmark og som begge har meldt udsolgt i Store Vega. Det var også Sufjan, der fik Stith signet til Asthmatic Kitty Records, og her har han fået udgivet pladen Heavy Ghost fra 2009. En meget alsidig, vellydende og samtidig skæv plade. Foruden sin delikate og charmerende stemme – ikke ulig Ed Drostes (Grizzly Bear) – så byder han også på atypiske elementer i akkorderne, rytmerne og de nærmest spøgelsesagtige baggrundsvokaler, der kommer og går.  

Tilbage er der vist kun at håbe på, at dem der kommer tidligt og er tilstede under opvarmningen, kan finde ud af at holde deres mund.

Og så kan jeg kun opfordre alle, der læser dette, og hvem det ellers måtte nå ud til, at tage tidligt på Vega og høre DM Stith. For der er vist ikke umiddelbart grobund for en solokoncert med manden herhjemme i nær fremtid.

Her er et særligt udvalgt nummer fra Heavy Ghost, som, ja, ærligt talt opsummerer mine referencer til Grizzly Bear ret godt. Dermed ikke sagt, at han ikke er sin egen. Bestemt ikke. Enjoy:

/Astrid

På skovtur med en vaskeægte melankolsk lumberjack

Dette er mit første blogindlæg nogensinde. Og som det første nogensinde, vil jeg gerne dele min seneste musikalske opdagelse med jer. Det drejer sig om følgende:

Timber Timbre (udtales [timbər tambər]) med pladen af samme navn, udgivet i 2009. 
På trods af, at jeg som ansat i en pladebiks med en, vil jeg mene, ret overbevisende musikalsk interesse, dagligt støder på nye bands og kunstnere, så er det faktisk ikke så tit at de ved første tone bider sig fast. Men det skal jeg love for, at Timber Timbre har gjort. Faktisk har Taylor Kirk, der bakkes op af Mika Posen og Simon Trottier, sat sig fast som en genstridig blodsuger, der ikke vil give slip. 
Denne Canadiske indie-folk trio har måske en enkelt folkkliché med i historien. Navnet er taget fra en hytte i Ontarios natur, hvor Kirk indspillede nogle af hans første sange. Sounds familiar? En kende, hvis man også kender til historien bag Bon Iver’s plade ’For Emma Forever Ago’. Og man kan hen ad vejen godt finde ligheder mellem de to. Det er musik, der skriger af de Canadiske skove og deres vilde natur. Med en sjældent fin og vellydende stemme, tager Kirk lytteren med hertil og forfører en med sine både neddæmpede, melankolske og lettere hjemsøgte sange.

Inspirationen har han tydeligvis fundet hos blandt andre Nick Drake. Det er måske på sin plads, at jeg også allerede nu erklærer min kærlighed til ham, for han vil formodentlig blive hyppigt nævnt. Om ikke andet, så har de tilsyneladende begge hver deres plagede sjæl, at dømme ud fra deres tekster. Men ikke desto mindre, bliver man suget ind i deres melankolske univers, og man kan ikke komme udenom, at de kan deres håndværk inden for sangskrivning.

Timber Timbre har netop udgivet en plade her i 2011. Creep On Creepin’ On. Denne plade er til tider en del mere dyster end den forrige, men stadig i samme spor, og man fornemmer her, at der er mørkere og mere sære musikalske rødder tilstede. 

Begge plader får i hvert fald mine varmeste anbefalinger med på vejen. God fornøjelse.


Her er et af de, efter min smag, bedste numre fra den forrige plade:

/Astrid