Jeg fik først i dag, ved en tilfældighed, skaffet billet til Sufjan Stevens på Vega d. 1. maj. Stor stor fejltagelse, at de ikke blev købt med det samme, indrømmet. Særligt, når man også undlod at købe billet sidste gang han spillede herhjemme. Men, når det så er sagt, så er det faktisk ikke det bedste af det hele. For oveni denne påkrævede erhvervelse af billetter, opdagede jeg, at det er selveste DM Stith, aka David Stith, der skal varme op. Hele vejen fra New York kommer han, for at spille for os.
Der er virkelig lagt i ovnen til en rigtig rigtig god aften, ovenpå de friske indtryk fra dagens debatskabende oplæg, lunkne håndbajere og, forhåbentlig, solvarme kinder fra turen i Fælledparken.
Desværre er der ikke ret mange herhjemme, der kender DM Stith. På trods af, at han både trækker i de samme tråde som Sufjan Stevens, men i allerhøjeste grad også fanger nogle af de særegenheder som Grizzly Bear har formået at byde på i tidens løb – særligt på deres seneste udspil Veckatimest. To navne, der efterhånden har solgt en del plader her i Danmark og som begge har meldt udsolgt i Store Vega. Det var også Sufjan, der fik Stith signet til Asthmatic Kitty Records, og her har han fået udgivet pladen Heavy Ghost fra 2009. En meget alsidig, vellydende og samtidig skæv plade. Foruden sin delikate og charmerende stemme – ikke ulig Ed Drostes (Grizzly Bear) – så byder han også på atypiske elementer i akkorderne, rytmerne og de nærmest spøgelsesagtige baggrundsvokaler, der kommer og går.
Tilbage er der vist kun at håbe på, at dem der kommer tidligt og er tilstede under opvarmningen, kan finde ud af at holde deres mund.
Og så kan jeg kun opfordre alle, der læser dette, og hvem det ellers måtte nå ud til, at tage tidligt på Vega og høre DM Stith. For der er vist ikke umiddelbart grobund for en solokoncert med manden herhjemme i nær fremtid.
Her er et særligt udvalgt nummer fra Heavy Ghost, som, ja, ærligt talt opsummerer mine referencer til Grizzly Bear ret godt. Dermed ikke sagt, at han ikke er sin egen. Bestemt ikke. Enjoy:
/Astrid
Ingen kommentarer:
Send en kommentar