Tysk krautrock vækkes til live i San Francisco

Moon Duo har for nylig udsendt et nyt album, kaldet Mazes. Som navnet antyder, er der tale om en duo. Bestående af Erick Johnson på guitar og Sanae Yamada på keyboard.

Mazes er et stort spring fremad målt i sangenes kvalitet, melodiøsitet og  produktion i forhold til tidligere udspil.
Det samme gjorde sig gældende live til koncerten på Loppen tirsdag aften. Hvor de for et år siden, på Lades Kælder, lød lovende, men uden den store variation og uden at have helt styr på deres virkemidler, var der anderledes kvalitet for pengene denne gang.
Udgangspunktet er som sådan også svært, når vi snakker  guitar og  keyboard og intet andet. Man skal være dygtig til at skabe en variation i de begrænsede muligheder den smalle opsætning giver..  Men det lykkedes til fulde. Enkelte numre var ligefrem på grænsen til det dansable. Specielt i ekstranummeret, When You Cut. Mens andre var dybt funderede i det udsyrede, hypnotiserende krautrock landskab.

Sporene tilbage til den tyske krautrock er nemlig tydelige, ligesom sporene til det legendariske New Yorker band Suicide er det... Den mandlige del af duoen, Erick Johnson, har da også bekendt sin forelskelse i specielt kraurock klassikeren Hero, med bandet Neu, fra 1974 (som også er en stor favorit her i hjemmet iøvrigt). Erick Johnsons andet band, Wooden Shjips, har nogle af de samme elementer fra krautrocken og psychen. Men, hvor Moon Duo´s numre er relativt korte, kontante og energiske, så er Wooden Shjips mere langtrukne og svævende. Begge bands er dog stærkt anbefalelsesværdige. Wooden Shjips besøger Loppen i Kbh 10. September.

Her er lige to eksempler på den nævnte variation på Mazes albummet.  Det korte pågående og energiske og det mere udsyrede.

Samt lige Neu - Hero, som alle bør have lyttet til.

 

Velkommen til art-punkens renæssance

Sådan skrev Rolling Stone Magazine om Crocodiles’ debut i 2009, Summer Of Hate. Pladen er udgivet på Fat Possum, der også udgiver andre gode navne som The Walkmen, The Black Keys, Jay Reatard, Spiritualized m.fl. Så kan man vist med sindsro fasttslå, at selskabet ligger i med eliten.

Bag bandnavnet Crocodiles finder man Charles Rowell og Brandon Welchez, der allerede mødte hinanden i deres purunge teenageår. Siden dengang har de spillet sammen i forskellige konstellationer, men i 2008 blev en krokodille født.

Mit eget ungpigehjerte banker særligt for den gamle psykedeliske rock, der kom frem i slut 60’erne og fortsatte ind i start 70’erne, og inden for de senere år er der efterhånden dukket en del bands op, der forsøger at genskabe den karakteristiske lyd, man kunne høre dengang. Her er Crocodiles et klasse eksempel, der består prøven med bravour.

Som Brandon Welchez selv beskriver det, så var musikken en flugt fra de hårde stoffer, racisme og homofobi, der hærgede i San Diego. Kombineret med hans kærlighed til pigebands og punk, blev resultatet en fremragende debut, der parrer pulserende kraut rock med vidtrækkende shoegaze og uimodståelige disco-punk jams. Og så er bandet tilmed blevet sammenlignet med Velvet Underground og Primal Scream.

Sidste år udgav bandet så en opfølger til debuten, Sleep Forever, der ikke helt levede op til deres standarder og den beskidte garagerock de ellers havde fyret af på så fornem vis. Dermed ikke sagt, at det ikke er en god plade og at den ikke er beskidt. Den er måske bare mere letfordøjelig, og har da også gjort, at bandet har fået mere opmærksomhed herhjemme. Den glider nok lettere ned, som man siger. Smager måske bedre for nogen. Men, personligt er jeg nu mere til den første, der i sin sandeste form rammer plet lige mellem øjnene på garagerockerne. Begge plader er imidlertid yderst anbefalelsesværdige, og man kan med sindsro starte fra begyndelsen.

Bedøm selv her:

Et nummer, der langsomt udvikler sig med en klassisk psychet lyd, der får en til at tænke tilbage på navne som 13th Floor Elevators og Electric Prunes, hvorefter den til sidst kulminerer i et orgie af trommer og udsyret guitarstøj. Does it get any better? Og attituden er i den grad også på sin plads. 

Jeg er i mit gavmilde hjørne her til aften, så I skal heller ikke snydes for dette herlige cover bandet lavede af hhv. Deee Lites fantastiske disco-hit og Beach Boys' strandklassiker:

/Astrid

Skramlet pop fra solskinsstaten

Det var faktisk først ved udgivelsen af deres tredje album, Play It Strange, at jeg blev opmærksom på dem. Til trods for, at jeg i et stykke tid havde kendt til frontmand Tim Cohens solo udgivelser. Nu er bandet dog blevet til et af de absolut bedste "fund" jeg har lavet det seneste års tid.

Når man, som bandet, stammer fra San Francisco-området, er det svært ikke at skulle leve op til og blive sammenlignet med fordums tids store navne fra den solbeskinnede og frihedselskende storby.

Noget af historien har de da også ladet sig inspirere af. Der er både spor af noget West Coast Psych og noget hippie lejrbåls folk. Men derudover er der bare melodiøs skramlet garagepop for alle pengene.

F.eks nummeret Waterfall :

                                                         

-Stefan