En introduktion til Sufjans sidekick

Jeg fik først i dag, ved en tilfældighed, skaffet billet til Sufjan Stevens på Vega d. 1. maj. Stor stor fejltagelse, at de ikke blev købt med det samme, indrømmet. Særligt, når man også undlod at købe billet sidste gang han spillede herhjemme. Men, når det så er sagt, så er det faktisk ikke det bedste af det hele. For oveni denne påkrævede erhvervelse af billetter, opdagede jeg, at det er selveste DM Stith, aka David Stith, der skal varme op. Hele vejen fra New York kommer han, for at spille for os.

Der er virkelig lagt i ovnen til en rigtig rigtig god aften, ovenpå de friske indtryk fra dagens debatskabende oplæg, lunkne håndbajere og, forhåbentlig, solvarme kinder fra turen i Fælledparken.

Desværre er der ikke ret mange herhjemme, der kender DM Stith. På trods af, at han både trækker i de samme tråde som Sufjan Stevens, men i allerhøjeste grad også fanger nogle af de særegenheder som Grizzly Bear har formået at byde på i tidens løb – særligt på deres seneste udspil Veckatimest. To navne, der efterhånden har solgt en del plader her i Danmark og som begge har meldt udsolgt i Store Vega. Det var også Sufjan, der fik Stith signet til Asthmatic Kitty Records, og her har han fået udgivet pladen Heavy Ghost fra 2009. En meget alsidig, vellydende og samtidig skæv plade. Foruden sin delikate og charmerende stemme – ikke ulig Ed Drostes (Grizzly Bear) – så byder han også på atypiske elementer i akkorderne, rytmerne og de nærmest spøgelsesagtige baggrundsvokaler, der kommer og går.  

Tilbage er der vist kun at håbe på, at dem der kommer tidligt og er tilstede under opvarmningen, kan finde ud af at holde deres mund.

Og så kan jeg kun opfordre alle, der læser dette, og hvem det ellers måtte nå ud til, at tage tidligt på Vega og høre DM Stith. For der er vist ikke umiddelbart grobund for en solokoncert med manden herhjemme i nær fremtid.

Her er et særligt udvalgt nummer fra Heavy Ghost, som, ja, ærligt talt opsummerer mine referencer til Grizzly Bear ret godt. Dermed ikke sagt, at han ikke er sin egen. Bestemt ikke. Enjoy:

/Astrid

På skovtur med en vaskeægte melankolsk lumberjack

Dette er mit første blogindlæg nogensinde. Og som det første nogensinde, vil jeg gerne dele min seneste musikalske opdagelse med jer. Det drejer sig om følgende:

Timber Timbre (udtales [timbər tambər]) med pladen af samme navn, udgivet i 2009. 
På trods af, at jeg som ansat i en pladebiks med en, vil jeg mene, ret overbevisende musikalsk interesse, dagligt støder på nye bands og kunstnere, så er det faktisk ikke så tit at de ved første tone bider sig fast. Men det skal jeg love for, at Timber Timbre har gjort. Faktisk har Taylor Kirk, der bakkes op af Mika Posen og Simon Trottier, sat sig fast som en genstridig blodsuger, der ikke vil give slip. 
Denne Canadiske indie-folk trio har måske en enkelt folkkliché med i historien. Navnet er taget fra en hytte i Ontarios natur, hvor Kirk indspillede nogle af hans første sange. Sounds familiar? En kende, hvis man også kender til historien bag Bon Iver’s plade ’For Emma Forever Ago’. Og man kan hen ad vejen godt finde ligheder mellem de to. Det er musik, der skriger af de Canadiske skove og deres vilde natur. Med en sjældent fin og vellydende stemme, tager Kirk lytteren med hertil og forfører en med sine både neddæmpede, melankolske og lettere hjemsøgte sange.

Inspirationen har han tydeligvis fundet hos blandt andre Nick Drake. Det er måske på sin plads, at jeg også allerede nu erklærer min kærlighed til ham, for han vil formodentlig blive hyppigt nævnt. Om ikke andet, så har de tilsyneladende begge hver deres plagede sjæl, at dømme ud fra deres tekster. Men ikke desto mindre, bliver man suget ind i deres melankolske univers, og man kan ikke komme udenom, at de kan deres håndværk inden for sangskrivning.

Timber Timbre har netop udgivet en plade her i 2011. Creep On Creepin’ On. Denne plade er til tider en del mere dyster end den forrige, men stadig i samme spor, og man fornemmer her, at der er mørkere og mere sære musikalske rødder tilstede. 

Begge plader får i hvert fald mine varmeste anbefalinger med på vejen. God fornøjelse.


Her er et af de, efter min smag, bedste numre fra den forrige plade:

/Astrid