1. PJ HARVEY - LET ENGLAND SHAKE
-Ingen tvivl. Det er en genial konceptplade, som er rig på melodier, smuk poesi og fortællinger, der er kædet sammen med storbrittaniens historie på en måde som næppe er set før. Den var god allerede ved første lyt. Den er stadig god ved lyt nummer 100 eller 200. Derfor.
2. CRYSTAL STILTS - IN LOVE WITH OBLIVION
Efterfølgeren til Alight of Night lever til fulde op til forventningerne. Der er blevet åbnet lidt mere op for den legesyge del i forhold til forgængerens indadvendte dystre tone. Den Velvet Underground-agtige artpop atmosfære er der dog stadig. Krydret med 60'er garage rock toner. Forsanger Brad Haggerts stemme er stadig sløv og skæv, men træder mere frem i lydbilledet og fungerer fremragende på pladens mest poppede nummer Shake The Shackles.
3. LUMERIANS - TRANSMALINNIA
Psychonaut pionererne i Wooden Shjips har fundet en værdig medløber i Lumerians. Inspirationerne fra 60'er psych/freak out og space rock, samt tysk krautrock er tydelige. Dronende orgel/bas rundgange, der gør at det hele nærmest bliver dansabelt på trods af den nærmest messende atmosfære af ekko og delay.
4. DIRTY BEACHES - BADLANDS
Film Noir stemninger tilført motorisk spøgelsesstøj alá Suicide. Årets klart mest interessante nye "lyd". Han spiller på Stengade om ganske kort tid. 9. Marts. Hvis stemningen fra albummet kan viderebringes live er der en helt særlig oplevelse i vente.
5. THURSTON MOORE - DEMOLISHED THOUGHTS
Fremragende nedbarberet solo udspil fra Sonic Youth manden. Guitaren spiller glasklart og Thurstons stemme er umiskendelig og evig fantastisk, på trods af de nye klæder.
6. REAL ESTATE - DAYS
Årets solskinspop plade over dem alle og så har jeg endda slet ikke formået at høre den på en solskinsdag. Den virker også i regn og slud! Andet udspil er ikke ligeså "fresh" og out of nowhere som det første. Klart nok. Men melodierne strømmer som perler på en snor uden ende. Det er helt umuligt ikke at blive i godt humør af. Måske med undtagelse af naboerne som hellere vil høre Lulu og surmule.
7. BLACK LIPS - ARABIA MOUNTAIN
Garagepop bandet fik besøg af produceresset Mark Ronson, som bl.a. har stået bag Amy Winehouse. De fleste fans lod sig skræmme og kunne slet ikke høre, at det fik det bedste frem i bandet. Jeg synes det er klart det bedste de har udgivet indtil videre. En fremragende række energiske rocknumre, der går lige i benene.
8. JOHN MAUS - WE MUST BECOME THE PITLESS CENSORS
Den tidligere Ariel Pink kolaboratør, samt klassiske komponist, skød sig ind i år 2011 i overdådige og storladne synthpop klæder, skåret som i 80'ernes New Wave storhedstid. Her dog udsat for lo-fi æstetik og vekslen mellem delvist reciterende og råbende vokaludbrud. Det er på en gang punket, forfinet, påtaget og inderligt. Koncerten i forbindelse med årets CPH:DOX festival var nok ikke årets musikalske oplevelse, men årets performance kunne det sagtens få klæbet på sig.
9. J. MASCIS - SEVERAL SHADES OF WHY
Dinosaur Jr frontmandens solo output, samt i øvrigt de seneste Dinosaur plader, har ikke givet mig det helt store kick. Her måtte jeg dog overgive mig ved de allerførste lyt. Vi er nede i det helt nedbarberede udtryk med Mascis' karakteriske stemme og simple guitar som grundpillerne, på en plade der ikke gør det store væsen af sig, men til gengæld bevæger sig uafrysteligt og sikkert ind i hjertekulen og hjernebarken.
10. STRANGE BOYS - LIVE MUSIC
De kække drenge i Austin Texas bandet udgav deres tredje album i 2011. Der er dog ikke rykket meget ved udgangspunktet. Det er stadig afslappet, legesygt, drengerøvsenergi, der leger med rocken på samme måde som alle de "hvide" bands der skød frem i 60´ernes USA og gav deres version på blues og gav startkicket til rock´n´roll". Det er hverken arty eller farty, men det er pisse underholdende. Bandet spiller på Loppen den 12. April. Det blir hyl.
11. UNKNOWN MORTAL ORCHESTRA - UNKNOWN MORTAL ORCHESTRA
Heldigvis for os andre endte det med at New Zealandske Ruban Nielson's hjemmeproducerede demoer endte med at blive udgivet som album i 2011. Det er et sært væsen, der kommer ud af dine højtalere. Der er hints af et og andet, men der bliver ikke for alvor vækket genkendelsværdi i de sammenrodede kompositioner. Hans egen hjemmeside kommer med følgende beskrivelse: "alien beatnik pop music that echoed 60s psychedelia and krautrock minimalism with just a hint of gentle weirdness". Bedre kan jeg ikke selv sige det.
12. STILL CORNERS - CREATURES OF AN HOUR
-Man tænker Mazzy Star. Man tænker Twin Peaks. Man tænker 60'er-produktion alá Spector. Man tænker fransk New Wave. Melankolien overstrømmer én mens de fine melodier flyder ud. Til tider afløst af en psykedelisk, støjende atmosfære.
13. SHABAZZ PALACES - BLACK UP
Det navnkundige Seattle selskab, som mest er kendt for at have givet grungen sin fødsel, med først og fremmest Nirvana, er den uventede fødselshjælper for årets bedste hiphop udgivelse. Et medlem fra hedengange Digable Planets ville måske give visse forventninger, men slet ikke i den sumpede futuristiske out of this world retning vi snakker her. Hvis man tror man har hørt hiphop før, så kan man godt lige vende bukserne om og dreje kasketten og starte forfra.
14. CHARLES BRADLEY - NO TIME FOR DREAMING
-Man tænker 60´er soul. Man tænker James Brown. Man tænker gammel stodder. Man tænker, at white men don't have rhythm like this. Man tænker og man skråler med. Helt klart årets soul plade, omend den er det fordi den lyder som om den var lavet i slut 60'erne på Stax.
15. PURE X - PLEASURE
De slæbende trommer og det evigt bagrundsstøjende guitarlag lyder nærmest ugennemtrængeligt. Men den hypnotiserende stemning har en sær tiltrækningskraft. Tankerne ledes bl.a mod My Bloody Valentine, men også mod en amerikansk 50'er/60'er rock'n'roll æstetik med highwayens endeløse asfalt æstetik og motel romantik, bag flimmeret, når man blinker med øjnene.
16. BILL CALLAHAN - APOCALYPSE
At følge op på Sometimes I Wish We Were an Eagle var svær. Apocalypse gik da heller ikke rent ind den første tid. Men den har i den grad vundet hen af vejen. Callahans stemme er svær ikke at elske. Selv nummeret America har jeg fået et sært kærlighedsforhold til. Ikke mindst efter den fremragende koncert i Vega (årets bedste?)
17. MAGIC TRICK - GLAD BIRTH OF LOVE
Et andet projekt fra Fresh & Onlys' frontmand Tim Cohen, der spytter plader ud i en lind strøm. Bl.a også under eget navn. I alle tilfælde er der tale om amerikansk let psykedelisk fuldskægsfolk med tydelige referencer til hjembyen San Franciscos velkendte musikalske hippiehistorie. Indspillet i hjemmestudiet har man fornemmelsen af, at vennerne kigger forbi som de har lyst og giver indspildningerne den ummidelbare og friske lyd, der er tilstede hele pladen igennem.
18. MOON DUO - MAZES
Erik Johnson fra Wooden Shjips i hans 2-mandsprojekt. Hvor det første album lød som om det var indspillet i et mørkt kælder rum med omklamrende akkustik, så er der langt mere vellyd på dette andet udspil. Som for en del andre musikeres vedkommende, har et længevarende ophold i Berlin givet ny energi og et mere klart lydbillede. Den monotone spacede lyd er intakt, men guitar + keyboard opsætningen er blevet kørt igennem det tyske maskineri og er fordømt umuligt at stå stille til. Suicide og Kraftwerk har ikke levet forgæves. Heldigvis!
19. WOODEN SHJIPS - WEST
Mere krautpsych fra San Franciscos stolthed. Ikke så meget nyt under solen. But I dig it. Need not say more!
20. KURT VILE - SMOKE RINGS FOR MY HALO
Endnu en plade som skulle leve op til en formidabel forgænger. I dette tilfælde Childish Prodigy som kom som et lyn fra en klar himmel i 2009 og var et af det års bedste plader. Smoke Ring er en mere "pæn" plade. Mere low key, men absolut stadig i en klasse for sig. Springsteen sammenligningerne er svære at komme udenom. Men den mere slackede tilgang går rent ind her. Desværre er det i dette tilfælde meget mere interessant på plade end live. Koncerten på Vega må i hvert fald betegnes som årets skuffelse. Det gør dog ikke pladerne dårligere!
ÅRETS DANSKE:
THULEBASEN - GATE 5
Krautrock, hard rock, støj rock, freejazz, psychrock. Næppe før har et dansk band været så mange steder og stadig lydt så forbandet velklingende og melodiøst. I kan smide alle jeres Iceage kort i bunken og trumfen vil stadig stå i Thulebasens klør. Rage Gemini burde strøes ud over hele DR´s radiosendeflade og groove hele dagen og som baggrund til krisepakker, kickstart og vejret i Vendsyssel.
