P6 Beat #2

I dagens udgave af KLiK! på P6 Beat fik jeg endnu en gang æren af at fingere "psych-ekspert" i godt selskab med den kære Lucia Odoom. Det er nu en gang herligt, at man kan få lov at komme ind på national radio og spille obskur, til tider knapt så lyttervenligt, men altid mindblowing psych og dermed udfordre, oplyse og bare glæde dem, der nu måtte dele denne interesse. Her er, hvad jeg havde med af anbefalinger i dag:

Det australske band Pond udspringer af Tame Impala, da de deler både guitarist og trommeslager. Det er derfor også tydeligt at høre, hvor Pond hører hjemme, men alligevel formår de at levere nye og spændende sider af sig selv. Deres plade Beard, Wives, Denim udkom her i starten af marts - en plade, der byder på lidt af hvert. Vi befinder og både i den hårde og den bløde ende af psychspektret, og den skramlede og rå lyd bliver flittigt luftet - heldigvis! Det er altså mere hen ad det første Tame Impala udgav på deres selvbetitlede EP, men også tilsat andre krydderier. Ja, det får faktisk mig til at tænke lidt hen i retning af Modest Mouse og MGMT, særligt i vokalerne. Men jo, man kan måske godt klandre Pond for at gå lidt for meget i Tame Impalas fodspor, men de rammer alligevel noget helt rigtigt. Nummeret I hørte er dog en B-side til pladen, men efter min mening er det klart det stærkeste.

Nummeret 'Pond In A Park' kan streames her

Hele pladen Beard, Wives, Denim kan streames her

Sleepy Sun, som mange nok kender efterhånden, udkommer med den nye plade Spine Hits d. 10. april. Indtil videre er kun første single lækket, men det tegner godt. De holder stilen fra de to forrige plader rigtig godt, og som altid er det kendetegnet ved den sublime hårde kant fra start, afbrudt af deres særegne blødere og mere melodiøse passager, der supplerer helheden perfekt. Der er lagt tryk på rock'en i psychrock, for deres mere udsyrede ting kommer ikke fuldt til udtryk i netop dette nummer 'Stivey Pond'. Men det er nu stadig pisse godt.

Første single fra pladen, 'Stivey Pond', kan streames på bandets hjemmeside 

Mike Wexler var ham jeg havde glædet mig allermest til at spille i dag. Vi bevæger os her over i den blødere ende, hvor Wexler svæver rundt i en psychfolk rus. Og her befinder han sig tilsyneladende godt. Han har lige udgivet pladen Dispossesion, der har været længe undervejs, men som i allerhøjeste grad er ventetiden værd... hvis man da har været med siden hans debut i 2005. Det har jeg ikke. Jeg opdagede ham kun fordi han skulle spille på SXSW. Men han er ude på Mexican Summer, og bare det er i sig selv et kvalitetsstempel. Så hold øje med Mike Wexler, han skal nok komme frem med denne smukke og eksperimenterende folkplade, der lydmæssigt til tider godt kan minde om Bobb Trimble (også fra Mexican Summer), Quilt og Nick Drake m.fl. Første nummer på pladen, 'Pariah', er for mig uden tvivl det stærkeste, og det skiller sig også væsentligt ud fra resten af pladen. Så det lå naturligt for, at det selvfølgelig var den jeg skulle spille i dagens udgave af KLiK!

/Astrid

P6 Beat #1

Mit første besøg i KLiK! på P6 Beat d. 27/2-12, hos den altid muntre og musikkyndige Lucia Odoom, bød på tre skæve og skønne skæringer, alle med psykedelisk fortegn:

Vi startede i den bløde ende med bandet Quilt, der sjovt nok er fra Boston, men lyder som noget fra San Francisco i 60'erne. Det emmer af The Summer Of Love i '69; Jefferson Airplane, Grateful Dead med en snert af The Mamas & The Papas i vokalerne. Bandets debutplade Quilt udkom i november 2011 og er en skammeligt overset psykedelisk perle. Du får her første nummer på side B, 'Milo', som rummer alt det jeg netop har beskrevet.

Næste indslag bød på noget væsentligt tungere psych fra bandet Lumerians, der ligesom Quilt, blev uforskammet overset med deres anden plade Transmalinnia fra marts 2011. Vi har tidligere omtalt dem her på bloggen, og glæden vil stadig ingen ende tage. En meget alsidig plade, der hovedsageligt er instrumental og bevæger sig i den garagepsychede ende af psychspektret. De byder på sjældne, eksperimenterende skæringer præget af svævende guitarer, dyb dyb bas og synthesizere, der trods deres udfordrende karakter også kan få fut i fødderne til tider. Her får du et nummer, der skiller sig væsentligt ud fra pladen - både i og med, at der er vokal på, men det er nok også det mest letfordøjelige og psykedeliske de byder os (og ja, bas-riffet lyder altså lidt som Beastie Boys' 'Sure Shot').

    

Sidst, men absolut ikke mindst, anbefalede jeg Amen Dunes aka Damon McMahon. En plade jeg selv var lidt sen til at opdage, men som ramte mig kraftigt og træfsikkert i mit psykedeliske ungpigehjerte. Jeg mener stadig, at dette er en af årets plader fra sidste år. En meget original plade og nummer to i rækken under dette pseudonym. Man fornemmer tydeligt inspirationen hos bl.a. Roky Erickson, Syd Barret og Suicide, men det er slet heller ikke nogen skam. For lyden er stadig hans egen, og lige med undtagelse af nummeret 'Jill', så er det alsidige lydunivers betagende og sjælerystende godt fra start til slut. Pladen Through Donkey Jaw lægger sikkert ud med nummeret 'Baba Yaga', og jeg havde svært ved at vælge, men jeg endte alligevel med at spille nummer to, 'Lower Mind'.

/Astrid

WOR - What is it good for?

Skotske Django Django udkom i starten af året med deres debutfuldlængde udgivelse, og jeg har sådan lyttet til et par numre her og der og tænkt, at det lød spændende og jeg lige måtte få tjekket hele albummet ud. Det var dog først da jeg hørte nummeret Wor, at jeg for alvor lugtede lunten og virkelig fik lyttet til pladen i sin helhed.

Vokalharmonier, håndklap, og så de her skæve guitarakkorder på vej til 50'er surf, der både går i mavemusklen og får en til at svinge lidt med håret. Det er pissefedt.

Bandet nævner selv Link Wray, Georgio Moroder, Beatles, Beach Boys, Arthur Russel, Bomb Squad og Captain Beefheart som inspirationskilder. 

WOR!

Debutalbummet hedder såmænd bare Django Django og udkom på selskabet Because Music i januar.

/Stefan