Vi startede i den bløde ende med bandet Quilt, der sjovt nok er fra Boston, men lyder som noget fra San Francisco i 60'erne. Det emmer af The Summer Of Love i '69; Jefferson Airplane, Grateful Dead med en snert af The Mamas & The Papas i vokalerne. Bandets debutplade Quilt udkom i november 2011 og er en skammeligt overset psykedelisk perle. Du får her første nummer på side B, 'Milo', som rummer alt det jeg netop har beskrevet.
Næste indslag bød på noget væsentligt tungere psych fra bandet Lumerians, der ligesom Quilt, blev uforskammet overset med deres anden plade Transmalinnia fra marts 2011. Vi har tidligere omtalt dem her på bloggen, og glæden vil stadig ingen ende tage. En meget alsidig plade, der hovedsageligt er instrumental og bevæger sig i den garagepsychede ende af psychspektret. De byder på sjældne, eksperimenterende skæringer præget af svævende guitarer, dyb dyb bas og synthesizere, der trods deres udfordrende karakter også kan få fut i fødderne til tider. Her får du et nummer, der skiller sig væsentligt ud fra pladen - både i og med, at der er vokal på, men det er nok også det mest letfordøjelige og psykedeliske de byder os (og ja, bas-riffet lyder altså lidt som Beastie Boys' 'Sure Shot').
Sidst, men absolut ikke mindst, anbefalede jeg Amen Dunes aka Damon McMahon. En plade jeg selv var lidt sen til at opdage, men som ramte mig kraftigt og træfsikkert i mit psykedeliske ungpigehjerte. Jeg mener stadig, at dette er en af årets plader fra sidste år. En meget original plade og nummer to i rækken under dette pseudonym. Man fornemmer tydeligt inspirationen hos bl.a. Roky Erickson, Syd Barret og Suicide, men det er slet heller ikke nogen skam. For lyden er stadig hans egen, og lige med undtagelse af nummeret 'Jill', så er det alsidige lydunivers betagende og sjælerystende godt fra start til slut. Pladen Through Donkey Jaw lægger sikkert ud med nummeret 'Baba Yaga', og jeg havde svært ved at vælge, men jeg endte alligevel med at spille nummer to, 'Lower Mind'.
/Astrid
Ingen kommentarer:
Send en kommentar