Her på bloggen har vi hang til det gamle, det støjende, det tyste, det skramlede, det opløftende, det melankolske, det psychede og meget meget mere.
Det er tid til at få sat ord på den musik, der ikke får den fortjente omtale herhjemme.
Der vil blive skrevet om et og andet, lidt af hvert og hvad der nu ellers falder os ind.
lørdag den 26. november 2011
Jeg opdagede lige dette band, som jeg har skrevet på min "tjek ud-liste" for mange år siden. Der kan man bare se, hvor hurtigt det går her med at følge med på dén front.
Boston-trioen har udgivet 3 plader, senest i 2008, hvor de udkom med pladen 'Shall Noise Upon'. Ikke helt ulig Midlake faktisk. Det er også fra nævnte plade, at mit udvalgte lydeksempel er taget fra. En lille happy tune til en kold, men frisk novemberlørdag.
Jeg elsker bare det der, når man finder en artist som man tror ingen andre kender. Det er selvfølgelig sjældent tilfældet, men jeg er nu aldrig stødt på navnet Joseph Childress herhjemme. Er du?
Jeg fandt ham tilfældigt på Empty Cellar Records' hjemmeside, hvor jeg i virkeligheden søgte (Tim Cohen's) Magic Trick LP'er. Endless Nest hedder "butikken" - det er dog endnu ikke lykkedes mig at hitte rede i, hvordan de to ting hænger sammen. Men de har utroligt mange gode plader til salg om ikke andet, og man kan lytte til alle kunstnerne. Det var da også lige præcis hvad jeg gjorde, hvorpå jeg blev bekendt med ovennævte Hr. Childress.
Der er ikke meget info at hente om ham, men tilsyneladende har han kun udgivet to 7", hvoraf den ene er optaget i ét take i et stort treetagers vandtårn, hvilket da også giver numrene en helt enestående karakter i deres lyd. Arrangeret og improviseret på stedet. Når der skulle laves trommelyde f.eks., så kastede de sig op ad væggen inde i vandtårnet... er det ikke vidunderligt skørt og vanvittigt på samme tid.
Nogle numre er i folkstil med Bill Fay, Fionn Regan, Devendra Banhart og ikke mindst Will Oldham (Bonnie 'Prince' Billy). Mens andre numre bliver nævnt i sammenhæng med Godspeed You Black Emporer og Explosions In The Sky med post-rock karakter. Meget interessant.
Indrømmet. Vi har måske været en smule langsomme, hvad angår dette “band”. New Zealandske Ruban Nielson præsenterede nemlig dette projekt på internettet allerede i 2010 med nummeret Ffunny Ffrends – dog uden at oplyse nærmere, eller for den sags skyld, uden overhovedet at gøre opmærksom på sig selv. Ordet spredtes på diverse blogs, og hurtigt opstod mystikken: “hvem er Unknown Mortal Orchestra?”. Well, på hans hjemmeside finder man en fin beskrivelse af musikken: “alien beatnik pop music that echoed 60s psychedelia and krautrock minimalism with just a hint of gentle weirdness that suggested its roots might actually lie in the verdant indie of the equally distant New Zealand scene”. Manden selv hersker der mere uvidenhed om. Han droppede bandet Mint Chicks for at få sig et mere almindeligt job. Men efter en tid kildede det alligevel for meget i guitarfingrene, og UMO opstod som en hobby i en kælder. Ud af de psykedeliske demoer, der kom ud af dette, kom den selvbetitlede plade i sommeren 2011, udgivet på Fat Possum Records. En alsidig plade, der rummer mange genrer. Noget kunne lyde som om det var lavet i 60'erne – tjek nummeret Thought Ballune, så ved du, hvad jeg mener – mens andre numre vidner om, at Ruban Nielson i den grad også mestrer en nyere og mere eksperimenterende lyd. Pladen er i hvert fald en værdig kandidat til årets bedste i 2011. Bedøm selv:
Vi befinder os i Australien, året er 2005. En gruppe studerende danner bandet The Middle East, som får æren af at være dagens midtpunkt her på bloggen, og gudskelov for det. For mens Iron & Wine, Fleet Foxes og yderst højtprofilerede Bon Iver høster roser i hobetal verden over (med god grund), så befinder The Middle East sig stadig på skyggeesiden. Ubegrundet. For bandet har meget tilfælles med ovennævnte, og på den nye plade I Want That You Are Always Happy ledes tankerne allerede fra start hen mod danske Choir Of Young Believers og Jannis Makrigiannis’ bløde røst på nummeret ‘Black Death 1349’. Fantastisk nummer skal det understreges.
Den nye plade og deres debut The Recordings Of The Middle East fra 2008 er begge værd at lytte til, hvis man finder glæde ved den episke og atmosfæriske indiescene, der også rummer en mere rocket og folket side. De kan lidt af hvert i denne del af Mellemøsten, og bandets medlemmer er ikke blege for at vise deres talenter inden for flere genrer.
Lyt selv her:
Her med videoen til nummeret 'Blood' fra bandets debut The Recordings Of The Middle East
Moon Duo har for nylig udsendt et nyt album, kaldet Mazes. Som navnet antyder, er der tale om en duo. Bestående af Erick Johnson på guitar og Sanae Yamada på keyboard.
Mazes er et stort spring fremad målt i sangenes kvalitet, melodiøsitet og produktion i forhold til tidligere udspil.
Det samme gjorde sig gældende live til koncerten på Loppen tirsdag aften. Hvor de for et år siden, på Lades Kælder, lød lovende, men uden den store variation og uden at have helt styr på deres virkemidler, var der anderledes kvalitet for pengene denne gang.
Udgangspunktet er som sådan også svært, når vi snakker guitar og keyboard og intet andet. Man skal være dygtig til at skabe en variation i de begrænsede muligheder den smalle opsætning giver.. Men det lykkedes til fulde. Enkelte numre var ligefrem på grænsen til det dansable. Specielt i ekstranummeret, When You Cut. Mens andre var dybt funderede i det udsyrede, hypnotiserende krautrock landskab.
Sporene tilbage til den tyske krautrock er nemlig tydelige, ligesom sporene til det legendariske New Yorker band Suicide er det... Den mandlige del af duoen, Erick Johnson, har da også bekendt sin forelskelse i specielt kraurock klassikeren Hero, med bandet Neu, fra 1974 (som også er en stor favorit her i hjemmet iøvrigt). Erick Johnsons andet band, Wooden Shjips, har nogle af de samme elementer fra krautrocken og psychen. Men, hvor Moon Duo´s numre er relativt korte, kontante og energiske, så er Wooden Shjips mere langtrukne og svævende. Begge bands er dog stærkt anbefalelsesværdige. Wooden Shjips besøger Loppen i Kbh 10. September.
Her er lige to eksempler på den nævnte variation på Mazes albummet. Det korte pågående og energiske og det mere udsyrede.
Samt lige Neu - Hero, som alle bør have lyttet til.
Sådan skrev Rolling Stone Magazine om Crocodiles’ debut i 2009, Summer Of Hate. Pladen er udgivet på Fat Possum, der også udgiver andre gode navne som The Walkmen, The Black Keys, Jay Reatard, Spiritualized m.fl. Så kan man vist med sindsro fasttslå, at selskabet ligger i med eliten.
Bag bandnavnet Crocodiles finder man Charles Rowell og Brandon Welchez, der allerede mødte hinanden i deres purunge teenageår. Siden dengang har de spillet sammen i forskellige konstellationer, men i 2008 blev en krokodille født.
Mit eget ungpigehjerte banker særligt for den gamle psykedeliske rock, der kom frem i slut 60’erne og fortsatte ind i start 70’erne, og inden for de senere år er der efterhånden dukket en del bands op, der forsøger at genskabe den karakteristiske lyd, man kunne høre dengang. Her er Crocodiles et klasse eksempel, der består prøven med bravour.
Som Brandon Welchez selv beskriver det, så var musikken en flugt fra de hårde stoffer, racisme og homofobi, der hærgede i San Diego. Kombineret med hans kærlighed til pigebands og punk, blev resultatet en fremragende debut, der parrer pulserende kraut rock med vidtrækkende shoegaze og uimodståelige disco-punk jams.Og så er bandet tilmed blevet sammenlignet med Velvet Underground og Primal Scream.
Sidste år udgav bandet så en opfølger til debuten, Sleep Forever, der ikke helt levede op til deres standarder og den beskidte garagerock de ellers havde fyret af på så fornem vis. Dermed ikke sagt, at det ikke er en god plade og at den ikke er beskidt. Den er måske bare mere letfordøjelig, og har da også gjort, at bandet har fået mere opmærksomhed herhjemme. Den glider nok lettere ned, som man siger. Smager måske bedre for nogen. Men, personligt er jeg nu mere til den første, der i sin sandeste form rammer plet lige mellem øjnene på garagerockerne. Begge plader er imidlertid yderst anbefalelsesværdige, og man kan med sindsro starte fra begyndelsen.
Bedøm selv her:
Et nummer, der langsomt udvikler sig med en klassisk psychet lyd, der får en til at tænke tilbage på navne som 13th Floor Elevators og Electric Prunes, hvorefter den til sidst kulminerer i et orgie af trommer og udsyret guitarstøj. Does it get any better? Og attituden er i den grad også på sin plads.
Jeg er i mit gavmilde hjørne her til aften, så I skal heller ikke snydes for dette herlige cover bandet lavede af hhv. Deee Lites fantastiske disco-hit og Beach Boys' strandklassiker:
Det var faktisk først ved udgivelsen af deres tredje album, Play It Strange, at jeg blev opmærksom på dem. Til trods for, at jeg i et stykke tid havde kendt til frontmand Tim Cohens solo udgivelser. Nu er bandet dog blevet til et af de absolut bedste "fund" jeg har lavet det seneste års tid.
Når man, som bandet, stammer fra San Francisco-området, er det svært ikke at skulle leve op til og blive sammenlignet med fordums tids store navne fra den solbeskinnede og frihedselskende storby.
Noget af historien har de da også ladet sig inspirere af. Der er både spor af noget West Coast Psych og noget hippie lejrbåls folk. Men derudover er der bare melodiøs skramlet garagepop for alle pengene.
Jeg fik først i dag, ved en tilfældighed, skaffet billet til Sufjan Stevens på Vega d. 1. maj. Stor stor fejltagelse, at de ikke blev købt med det samme, indrømmet. Særligt, når man også undlod at købe billet sidste gang han spillede herhjemme. Men, når det så er sagt, så er det faktisk ikke det bedste af det hele. For oveni denne påkrævede erhvervelse af billetter, opdagede jeg, at det er selveste DM Stith, aka David Stith, der skal varme op. Hele vejen fra New York kommer han, for at spille for os.
Der er virkelig lagt i ovnen til en rigtig rigtig god aften, ovenpå de friske indtryk fra dagens debatskabende oplæg, lunkne håndbajere og, forhåbentlig, solvarme kinder fra turen i Fælledparken.
Desværre er der ikke ret mange herhjemme, der kender DM Stith. På trods af, at han både trækker i de samme tråde som Sufjan Stevens, men i allerhøjeste grad også fanger nogle af de særegenheder som Grizzly Bear har formået at byde på i tidens løb – særligt på deres seneste udspil Veckatimest. To navne, der efterhånden har solgt en del plader her i Danmark og som begge har meldt udsolgt i Store Vega. Det var også Sufjan, der fik Stith signet til Asthmatic Kitty Records, og her har han fået udgivet pladen Heavy Ghost fra 2009. En meget alsidig, vellydende og samtidig skæv plade. Foruden sin delikate og charmerende stemme – ikke ulig Ed Drostes (Grizzly Bear) – så byder han også på atypiske elementer i akkorderne, rytmerne og de nærmest spøgelsesagtige baggrundsvokaler, der kommer og går.
Tilbage er der vist kun at håbe på, at dem der kommer tidligt og er tilstede under opvarmningen, kan finde ud af at holde deres mund.
Og så kan jeg kun opfordre alle, der læser dette, og hvem det ellers måtte nå ud til, at tage tidligt på Vega og høre DM Stith. For der er vist ikke umiddelbart grobund for en solokoncert med manden herhjemme i nær fremtid.
Her er et særligt udvalgt nummer fra Heavy Ghost, som, ja, ærligt talt opsummerer mine referencer til Grizzly Bear ret godt. Dermed ikke sagt, at han ikke er sin egen. Bestemt ikke. Enjoy:
Dette er mit første blogindlæg nogensinde. Og som det første nogensinde, vil jeg gerne dele min seneste musikalske opdagelse med jer. Det drejer sig om følgende:
Timber Timbre (udtales [timbər tambər]) med pladen af samme navn, udgivet i 2009. På trods af, at jeg som ansat i en pladebiks med en, vil jeg mene, ret overbevisende musikalsk interesse, dagligt støder på nye bands og kunstnere, så er det faktisk ikke så tit at de ved første tone bider sig fast. Men det skal jeg love for, at Timber Timbre har gjort. Faktisk har Taylor Kirk, der bakkes op af Mika Posen og Simon Trottier, sat sig fast som en genstridig blodsuger, der ikke vil give slip. Denne Canadiske indie-folk trio har måske en enkelt folkkliché med i historien. Navnet er taget fra en hytte i Ontarios natur, hvor Kirk indspillede nogle af hans første sange. Sounds familiar? En kende, hvis man også kender til historien bag Bon Iver’s plade ’For Emma Forever Ago’. Og man kan hen ad vejen godt finde ligheder mellem de to. Det er musik, der skriger af de Canadiske skove og deres vilde natur. Med en sjældent fin og vellydende stemme, tager Kirk lytteren med hertil og forfører en med sine både neddæmpede, melankolske og lettere hjemsøgte sange.
Inspirationen har han tydeligvis fundet hos blandt andre Nick Drake. Det er måske på sin plads, at jeg også allerede nu erklærer min kærlighed til ham, for han vil formodentlig blive hyppigt nævnt. Om ikke andet, så har de tilsyneladende begge hver deres plagede sjæl, at dømme ud fra deres tekster. Men ikke desto mindre, bliver man suget ind i deres melankolske univers, og man kan ikke komme udenom, at de kan deres håndværk inden for sangskrivning.
Timber Timbre har netop udgivet en plade her i 2011. Creep On Creepin’ On. Denne plade er til tider en del mere dyster end den forrige, men stadig i samme spor, og man fornemmer her, at der er mørkere og mere sære musikalske rødder tilstede.
Begge plader får i hvert fald mine varmeste anbefalinger med på vejen. God fornøjelse.
Her er et af de, efter min smag, bedste numre fra den forrige plade:
