Dette er mit første blogindlæg nogensinde. Og som det første nogensinde, vil jeg gerne dele min seneste musikalske opdagelse med jer. Det drejer sig om følgende:
Timber Timbre (udtales [timbər tambər]) med pladen af samme navn, udgivet i 2009.
På trods af, at jeg som ansat i en pladebiks med en, vil jeg mene, ret overbevisende musikalsk interesse, dagligt støder på nye bands og kunstnere, så er det faktisk ikke så tit at de ved første tone bider sig fast. Men det skal jeg love for, at Timber Timbre har gjort. Faktisk har Taylor Kirk, der bakkes op af Mika Posen og Simon Trottier, sat sig fast som en genstridig blodsuger, der ikke vil give slip.
Denne Canadiske indie-folk trio har måske en enkelt folkkliché med i historien. Navnet er taget fra en hytte i Ontarios natur, hvor Kirk indspillede nogle af hans første sange. Sounds familiar? En kende, hvis man også kender til historien bag Bon Iver’s plade ’For Emma Forever Ago’. Og man kan hen ad vejen godt finde ligheder mellem de to. Det er musik, der skriger af de Canadiske skove og deres vilde natur. Med en sjældent fin og vellydende stemme, tager Kirk lytteren med hertil og forfører en med sine både neddæmpede, melankolske og lettere hjemsøgte sange.
På trods af, at jeg som ansat i en pladebiks med en, vil jeg mene, ret overbevisende musikalsk interesse, dagligt støder på nye bands og kunstnere, så er det faktisk ikke så tit at de ved første tone bider sig fast. Men det skal jeg love for, at Timber Timbre har gjort. Faktisk har Taylor Kirk, der bakkes op af Mika Posen og Simon Trottier, sat sig fast som en genstridig blodsuger, der ikke vil give slip.
Denne Canadiske indie-folk trio har måske en enkelt folkkliché med i historien. Navnet er taget fra en hytte i Ontarios natur, hvor Kirk indspillede nogle af hans første sange. Sounds familiar? En kende, hvis man også kender til historien bag Bon Iver’s plade ’For Emma Forever Ago’. Og man kan hen ad vejen godt finde ligheder mellem de to. Det er musik, der skriger af de Canadiske skove og deres vilde natur. Med en sjældent fin og vellydende stemme, tager Kirk lytteren med hertil og forfører en med sine både neddæmpede, melankolske og lettere hjemsøgte sange.
Inspirationen har han tydeligvis fundet hos blandt andre Nick Drake. Det er måske på sin plads, at jeg også allerede nu erklærer min kærlighed til ham, for han vil formodentlig blive hyppigt nævnt. Om ikke andet, så har de tilsyneladende begge hver deres plagede sjæl, at dømme ud fra deres tekster. Men ikke desto mindre, bliver man suget ind i deres melankolske univers, og man kan ikke komme udenom, at de kan deres håndværk inden for sangskrivning.
Begge plader får i hvert fald mine varmeste anbefalinger med på vejen. God fornøjelse.
Her er et af de, efter min smag, bedste numre fra den forrige plade:
/Astrid
Ingen kommentarer:
Send en kommentar