Sådan skrev Rolling Stone Magazine om Crocodiles’ debut i 2009, Summer Of Hate. Pladen er udgivet på Fat Possum, der også udgiver andre gode navne som The Walkmen, The Black Keys, Jay Reatard, Spiritualized m.fl. Så kan man vist med sindsro fasttslå, at selskabet ligger i med eliten.
Bag bandnavnet Crocodiles finder man Charles Rowell og Brandon Welchez, der allerede mødte hinanden i deres purunge teenageår. Siden dengang har de spillet sammen i forskellige konstellationer, men i 2008 blev en krokodille født.
Mit eget ungpigehjerte banker særligt for den gamle psykedeliske rock, der kom frem i slut 60’erne og fortsatte ind i start 70’erne, og inden for de senere år er der efterhånden dukket en del bands op, der forsøger at genskabe den karakteristiske lyd, man kunne høre dengang. Her er Crocodiles et klasse eksempel, der består prøven med bravour.
Som Brandon Welchez selv beskriver det, så var musikken en flugt fra de hårde stoffer, racisme og homofobi, der hærgede i San Diego. Kombineret med hans kærlighed til pigebands og punk, blev resultatet en fremragende debut, der parrer pulserende kraut rock med vidtrækkende shoegaze og uimodståelige disco-punk jams. Og så er bandet tilmed blevet sammenlignet med Velvet Underground og Primal Scream.
Sidste år udgav bandet så en opfølger til debuten, Sleep Forever, der ikke helt levede op til deres standarder og den beskidte garagerock de ellers havde fyret af på så fornem vis. Dermed ikke sagt, at det ikke er en god plade og at den ikke er beskidt. Den er måske bare mere letfordøjelig, og har da også gjort, at bandet har fået mere opmærksomhed herhjemme. Den glider nok lettere ned, som man siger. Smager måske bedre for nogen. Men, personligt er jeg nu mere til den første, der i sin sandeste form rammer plet lige mellem øjnene på garagerockerne. Begge plader er imidlertid yderst anbefalelsesværdige, og man kan med sindsro starte fra begyndelsen.
Bedøm selv her:
Et nummer, der langsomt udvikler sig med en klassisk psychet lyd, der får en til at tænke tilbage på navne som 13th Floor Elevators og Electric Prunes, hvorefter den til sidst kulminerer i et orgie af trommer og udsyret guitarstøj. Does it get any better? Og attituden er i den grad også på sin plads.
Jeg er i mit gavmilde hjørne her til aften, så I skal heller ikke snydes for dette herlige cover bandet lavede af hhv. Deee Lites fantastiske disco-hit og Beach Boys' strandklassiker:
/Astrid
Hej Astrid
SvarSletSidder og lytter til "Sleep Forever" albummet som jeg købte i lørdags. Det rykker jo rigtig fedt for en gammel The Jesus and Mary Chain/Pixies fan. Godt at der er mange nye der tager den tråd op, fx. som "A Place to bury Strangers" med flere. Har i det første album "Summer of Hate" i butikken? Evt. på vinyl?
Asger
Hej Asger
SvarSletBeklager det meget meget sene svar. Det er jo næsten pinligt nu, men fedt at du kan lide det. Og ja, vi har i hvert fald pladen stående i butikken på Nørrebro, men jeg håber du har anskaffet dig den siden du skrev denne kommentar. Deres første er nemlig stærkere. Mere psychet.